Loppespray til hunde

Hundetræning med positive metoder

Den gode vej.
Denne guide passer bedst til unge hunde, eller hunde, som af forskellige årsager ikke er lydige nok.

Øvelser i opmærksomhed
Opmærksomheden er grundlaget for enhver form for hundetræning. Med grundig opmærksomhedstræning kan du senere arbejde videre på alt det andet, som du gerne vil lære din hund.

De fleste af øvelserne i denne guide træner opmærksomhed. Grundprincippet er, at alle de gode ting i hundens liv kommer gennem dig, dens ejer. Tag et stykke papir, og skriv mindst 10 ting, som din hund meget gerne vil have eller opleve. Opstil listen i prioriteret rækkefølge. Når din liste er klar, kan arbejdet begynde. Hunden skal lære, at det er dig, som styrer og giver alle de ting, som den gerne vil have. Derfor er det uklogt bare at lade hunden kaste sig over maden, så snart skålen er sat på gulvet. Eller bare åbne hundeburet i bilen, så snart man er ude i det fri. Der kan nævnes hundredevis af ting. Lær den hellere, at det er dig, der styrer, om den får det eller ej. Lær den, at den skal gøre noget, før den får de gode ting.

En genstand for opmærksomhed
Fik du udarbejdet listen over 10 ting, som din hund meget gerne vil have? I prioriteret rækkefølge? Det sidste er vigtigt.

Herefter vælger vi en genstand, som vi kan kontrollere 100 %, fx en tennisbold. I afsnittet om apporteringstræning kan du se, hvordan man lærer hunden at hente ting. Vi lærer hunden, at den får nogle af sine yndlingsting, så snart den kommer med bolden. Hvis nr. 1 i din prioriterede liste er "jage rådyr", kan vi ikke bruge det. Men længere nede på listen har du måske noget, som er mere realistisk, fx godbidder.

Når hunde render løst rundt på stranden, kan man opdele ejerne i to kategorier: Dem, som kan styre dem, og dem, som ikke kan. I den første kategori ser man to typer: Den ene har udført en så streng disciplin, at hunden går tæt på sin ejer, ligesom den har lært, at man ikke leger med andre hunde. Den anden type er helt anderledes. Den vil gerne lege med andre hunde og er ikke bange for at se sig omkring. Men til forskel fra den disciplinerede type har den en oprigtig interesse i sin ejer, som den respekterer uden at frygte.

Sit
1) Når hunden skal fodres: Hold madskålen i brysthøjde. Sig sit til hunden, og vent, til den sætter sig. Når den sætter sig, placerer man roligt madskålen en halv meter fra hunden. Den må stadig ikke tage maden. Hvis den førsøger at gøre det, skal den have en bestemt nej-kommando og trækkes tilbage.

Hvis den respekterer sin førers sit-kommando, er du klar til at sige 'værsgod'. Kombinér evt. med ros, men der er ingen grund til at klappe og ae hunden, når den spiser.

Ordet 'værsgod' skal bruges i mange andre sammenhænge. Eksempelvis når hunden vil ud af bilen. Hvis du hellere vil bruge et andet ord, er det fint, men brug det samme hele vejen igennem.

Hvis hunden hopper op på dig, når du står med skålen, bør du være lidt hårdere i tonen. Sig nej meget bestemt, og tag skålen væk. Brug også kropssproget til at vise hunden, at den gør noget uacceptabelt.

Lad være med at tro, at det er synd for hunden, at den skal vente på sin mad - og at den i øvrigt skal opføre sig ordentligt. Når hvalpens "mor" ikke er tilfreds med sin hvalps adfærd, giver den et hårdt nap med tænderne, mens den knurrer. Det resulterer hver gang i, at hvalpen springer væk med lyden "piv-piv-piv". Det er sådan, hunde kommunikerer. Lad være med at gøre din hund til et lille forkælet barn.

2) Når hunden skal ud at gå: Tag snoren på, og sig sit. Vent. Når hunden sætter sig, åbnes døren. De fleste hunde vil nu førsøge at løbe over dørtærsklen. Det bør den ikke få lov til. Ikke før, du har sagt 'værsgod'.

Hvis du har det bedst med at gå ud før din hund, er det også en god vane at give hunden.

3) Når hunden skal løbe frit rundt: Hvis din hund er meget ung og ikke har været igennem megen træning, er det ikke klogt at lade den rende frit. Du risikerer, at den 1) jagter vilde dyr i naturen, 2) stikker af og parrer sig med andre hunde, 3) løber ud foran en bil, 4) løber ind på en mark og jagter får, 5) generer andre mennesker. Meget andet kan ske, også i hundeskove. Men ud over det risikerer du også, at din hund bliver for ulydig. Den lærer, at det er let at slippe for at lystre.

Uanset om du kommer ud til det frie område med bil eller fra en gåtur, skal hunden lære, at du bestemmer, hvornår den må rende frit.

Åbn hundeburet i bilen og sig 'sit'. Drej kroppen lidt til siden, så hunden har mulighed for at hoppe ud. Gør den det, skal den igen sætte sig og vente på 'værsgod'.

Når hunden kommer ud i det fri, er det klogt at begynde på nogle af dens yndlingsøvelser. Hvis din hund eksempelvis har lært at hente en tennisbold eller andre genstande (se evt. afsnittet om apportering), er det godt at begynde denne øvelse med det samme. Det betyder, at hunden er opmærksom på dig og ikke alt det andet. Pas på, at den ikke bliver for opmærksom på lugten af vilde dyr, andre hunde og mennesker.

Mange hunde fungerer fortræffeligt i de fri, når de apporterer tennisbolde, apportbukke eller andre ting. Det er helt rigtigt, at hunde har medfødte jagtinstinkter, men du kan styre instinktet, hvis du træner den rigtigt. En bold eller en apportbuk kan blive hundens bytte.

4) Sit med distraktioner: De følgende øvelser bør ikke begynde, før din hund har været igennem trin 1) til 3) hver dag i mindst 14 dage.

Find nogle af de ting, som kan gøre din hund mest ustyrlig. Lad os tage et eksempel. En hundeejer har observeret, at hunden bliver ustyrlig og gør, hver gang andre hunde går forbi hegnet i haven. Han har desuden bemærket, at bestemte hundeejere går forbi på bestemte tidspunkter. Sæt snoren på hunden. Vent, til de fremmede hunde kommer. Når de er tæt på, får hunden en sit-kommando. Det er vigtigt, at du får din hund til at lystre kommandoen. Vind kampen hver gang. Når din hund bliver ved med at gø og nægter at sætte sig, skal du bruge din sunde fornuft. Lyt ikke til generelle råd i den sammenhæng, for din hund er unik. Men husk at bevare roen og den bestemte tone og kropssprog. Hunden skal mærke, at du har kontrol. Hvis du har sagt nej én gang, skal du ikke bare gentage kommandoen. Gør noget, som viser, at nej betyder nej.

En meget udbredt misforståelse er, at hunde er aggressive, når de gør. I langt de fleste tilfælde forsøger de blot at sende et signal til flokken. Signalet betyder "samling - her er noget, vi bør være opmærksomme på!".

En virkeligt aggressiv hund, som vil bide, vil normalt fare frem med høj hastighed, nogle gange lydløst, og andre gange med en knurrende lyd. Den holder halen højt og rejser børster. De forreste tænder er blottede.

Diverse
Når man træner en hund, kan den somme tider være generet af forstyrrende elementer i eller på kroppen. Hvis din hund eksempelvis har lopper eller flåter, kløer det på den. Det er også forstyrrende for din hund, hvis den ikke er blevet luftet før træningen. Hvis den skal af med afføring eller urin, er den ikke klar til træning. Luft den først. Hvad angår lopperne, kan man købe naturlig loppespray eller piller mod lopper og flåter. Læg mærke til din hund. Måske er der mange andre forstyrrelsesmomenter, som kan gøre træningen vanskeligere for netop din hund.